Kløende hudlidelser
Allergi
Den hyppigste årsag til tilbagevendende kløeproblemer hos hund og kat. Det skønnes at 10-15 % af alle hunde lider af allergi. Allergi kan opdeles i 3 typer, atopi (også kaldet inhalationsallergi), fodermiddelallergi og kontaktallergi.
Læs mere om allergi hos hund og kat på netdyredoktor.dk
Atopi
Her ses ofte kløe i relation til øre/ansigtsregionen, poter, armhuler, lyske og indersiden af lårene.
Fodermiddelallergi
Kløen er ofte relateret til ansigt og anus. Der kan ses kraftig kløe og reaktion i relation til indtagelse af noget, man ikke tåler, eller der kan være mildere reaktioner også fra mavetarmkanalen, hvor der kan være tale om vekslende afføring eller uro og/eller prutten.
Kontaktallergi
Ses på lokale områder f.eks rundt om halsen, hvis man er allergisk over for stoffer i halsbåndet.
Hudbetændelse
Forårsaget af bakterier og hud svampe er også forbundet med meget kløe. Der kan være tale om en primærlidelse eller et udbrud, som er sekundært eller forbundet med andre hudlidelser. Man er nødt til at se patienten for at kunne vurdere, hvor udbredt og hvor dybt i huden forandringerne går og ud fra denne bedømmelse tilrettelægge en egnet behandling.
Lopper
Lopper er små mørkebrune vingeløse insekter, som lever af at suge blod fra hunde og katte. Dette giver anledning til kløe og i visse tilfælde allergisk betinget hudbetændelse.
Læs mere om lopper hos hund og kat på netdyredoktor.dk
Skab
Skabmiden lever under hudoverfladen, hvor den borer gange i det øverste hudlag. Dette udløser intens kløe. På hudoverfladen ses som regel kun små sår, skorper og hårtab. Lidelsen er lumsk men plagsom og kan behandles med receptpligtig medicin.
Læs mere om skab hos hund på netdyredoktor.dk
Øremider
En øregangsbetændelse forårsaget af øremider er ofte forbundet med meget kløe og store mængder mørk ørevoks. Det kan ses hos både hund og kat. Navnlig kattekillinger kan være hårdt angrebet, og alle killinger, som ser snavset ud i ørene og klør sig, bør undersøges. Det er en plagsom lidelse og en god grund til at få alle hvalpe og killinger sundhedsundersøgt.
Hårsækmider
Hårsækmiden er almindeligt forekommende hos alle hunde. Det er en lille cigarformet parasit, der lever hele sit liv fra æg til voksen i hårsækkene på hunden uden at give anledning til nogen for sygdom. Af og til afhængig af hundens alder og immunsystem kan den forekomme i et stort antal og give anledning enten til lokale eller generaliserede hudproblemer, som er behandlingskrævende.
Pelsmider
Pelsmider kan leve på overfladen af huden hos hund, kat og kanin. Det ligner ofte kraftig skældannelse i ryg-regionen. Der kan være lidt rødme i pelsen, og hårene kan falde af i store totter.