Vaccination af hund
Hvad vaccinerer vi mod?
Vores standardvaccinationsprogram på Vindinggård Dyreklinik omfatter hundesyge (canine distemper, D), leverbetændelse (hepatitis, H), parvovirus (P), parainfluenza (kennelhoste, Pi) og leptospirose (L). Ønskes ekstra beskyttelse mod kennelhoste kan man supplere med Bordetella bronchiseptica (Bb), der kan gives som næsedråber eller injektion.
Skal din hund rejse, skal den have et EU-pas og rabiesvaccination. Læs mere om rejse med hund og kat her.
Hvornår skal hunden vaccineres?
En hund vaccineres første gang, når den er omkring otte uger gammel. Opdrætteren står typisk for den første vaccination. Vaccinationen gentages ved 12- og 16-ugersalderen.
Nogle hunde har stadig en god immunitet fra deres mor ved disse vaccinationer. Denne maternelle immunitet beskytter hvalpene mod infektioner, men forhindrer også vaccinerne i at give den ønskede immunitet. Det er baggrunden for, at det nu anbefales at vaccinere hvalpe, når de er omkring syv måneder gamle. Hidtil har man vaccineret et år efter sidste hvalpevaccination.
Derefter vaccineres hunden med kernevaccinerne (hundesyge, hepatitis og parvovirus) hvert tredje år. Hunde ældre end 10 år kan have nedsat evne til at reagere på en vaccination. Derfor anbefales det, at disse hunde får kernevaccinerne hvert år.
Vaccination mod parainfluenza, Bordetella og leptospirose skal foretages årligt for at give beskyttelse.
Vaccination mod rabies kan foretages fra hunden er 12 uger gammel, og skal derefter gentages hvert tredje år.
Vores standardvaccinationsprogram er markeret med gråt. Vaccination mod bordetella og rabies kan tilvælges.
Læs Den Danske Dyrlægeforenings folder om vaccination af hunden her.